Historien om de bornholmske kvaser fra 1756-1900

Her følger kapitler af historien om de bornholmske kvaser. Det at sejle levende fisk til København er en bornholmsk opfindelse. Gennem mere end 150 år var bornholmske kvaser i aktivitet i stort set hele Danmark. Det har haft en stor økonomisk betydning, ikke mindst i Nexø, Aarsdale og Svaneke, hvor koncentrationen af kvaser var størst. Historien startede i Nexø i 1756 med inspektør Birchs forsøg på at sejle levende fisk til København.

Hele historien om de bornholmske kvaser kan læses i Bornholmske Samlinger 2025, der udgives af Bornholms Historiske Samfund.

Hvad er en kvase?

En kvase - eller en fiskekvase - er et skib til at transportere levende fisk. I stedet for et normalt lastrum, havde kvaserne en dam fyldt med havvand midtskibs, der havde forbindelse med havet, således at fiskene hele tiden levede i friskt havvand. De mest almindelige fisk var torsk eller rødspætter eller andre tilsvarende typer fisk. Laks, derimod, havde svært ved at overleve en sådan kvasetransport.

Kvasernes Hall of Fame

A. Længst fungerende kvase

Her er fundet de tre kvaser, der har fungeret længst tid på Bornholm og bornholmske kvaser i Danmark som helhed. Det sidste skyldes, at rigtig mange bornholmske kvaser gennem årene blev solgt til andre byer, og ikke mindst til Frederikshavn. De tre længst fungerende kvaser på Bornholm er:

1. "De 2de Brødre" bygget i 1812 og fungerede på Bornholm i 81 år, heraf 75 år i Svaneke. Efter salget til Frederikshavn fungerede den videre indtil 1909, altså i alt hele 95 år i Danmark.