Kapitel 01. Hvad er en kvase og hvor mange var der gennem årene?

En kvase - eller en fiskekvase - er et skib til at transportere levende fisk. I stedet for et normalt lastrum, havde kvaserne en dam fyldt med havvand midtskibs, der havde forbindelse med havet, således at fiskene hele tiden levede i friskt havvand. De mest almindelige fisk var torsk eller rødspætter eller andre tilsvarende typer fisk. Laks, derimod, havde svært ved at overleve en sådan kvasetransport.

Kapitel 02. Hall of Fame

Indtil nu har projektet om de bornholmske kvaser identificeret mere end 50 kvaser og mere end 150 kvaseskippere i perioden fra 1762-1900. Kilderne i de forskellige perioder varierer en del, især mangler samlede kilder i de første 60-70 år. På trods af dette er det alligevel interessant allerede nu at se, hvem der har rekorderne for kvaserne på Bornholm - kvasefartens "Hall of Fame".

A. Længst fungerende kvase

Kapitel 04. Aarsdales tidlige kvaseslægter Hansen/Jørgensen og Thuesen

De tidligste kvaseslægter på Bornholm var baseret i Aarsdale og er fundet som aktive kvaseskippere tilbage til omkring 1800. Netop kvasernes betydning for det relativt lille fiskeleje Aarsdale er nævnt i Salchows militærbeskrivelse fra 1814: "Nogle faa, hvoraf de som have Andeel i en Quasse, som fører levende Torsk til Kjøbenhavn, ere i god Forfatning; Mængdens Kaar kun slette …". Salchow nævner i øvrigt ikke kvaseaktivitet i andre fiskerlejer.

Hansen/Jørgensen slægten (kvaseskippere i perioden 1800-1845)

Kapitel 05. Kvasekongerne Dahl fra Aarsdale

Dahl-slægten fra Aarsdale var uden tvivl den største kvaseslægt - og dermed "kongeslægten" - på Bornholm. Dels var det den længst fungerende kvaseslægt i mere end 85 år, og dels var det også den rigeste slægt. Slægten går tilbage til den første kvaseskipper Jens Pedersen Dahl (1770-1841), som var søn af fisker Peder Mortensen i Aarsdale. Han blev første gang omtalt som kvaseskipper i 1806, men det ikke helt klart, hvilken kvase det drejede sig om. Et godt gæt er kvasen "Karen Kirstine" på 8½ læster, bygget i 1803 i Aarsdale.

Kapitel 07. Listedkongen A. P. Hansen - Danmarks største kvaseejer

Den største kvaseejer på Bornholm - og i sin tid også i Danmark - var avlsbruger og formand for fiskerlejet Listed, Anders Peter Hansen (1819-1889), også kaldet "Listedkongen". Læs mere om ham i en artikel i Bornholmske Samlinger fra 2017. Han byggede i årene 1851-1876 hele 5 kvaser, hvor han tilsyneladende tjente gode penge selv i de år, hvor den bornholmske kvasefart ellers var på kraftigt tilbagegang.