Projektet om de bornholmsk fiskekvaser startede så småt i efteråret 2017. Fra starten var det drevet af nysgerrighed om de bornholmske kvaser, efter jeg havde skrevet artiklen om min tipoldefar, A. P. Hansen (1819-1889) fra Listed, også kaldet "Listedkongen", i Bornholmske Samlinger i 2017. Her fandt jeg ud af, at han ejede fem kvaser og dermed var ikke alene Bornholms største kvaseejer gennem tiderne, men også Danmarks største kvaseejer på sin tid.
Der findes ikke en samlet oversigt eller historie om de bornholmske kvaser og deres betydning for Bornholm. Historien om starten i 1756 med inspektør Niels Birchs forsøg med at transportere levende torsk til kongens middagsbord på Fredensborg, kan man læse om mange steder. Hermed bliver kvaserne en bornholmsk opfindelse, men omfanget og udviklingen i kvasetransporterne gennem næsten 150 år har aldrig været beskrevet.
Dette projekt er således et ambitiøst forsøg på at råde bod på dette.
I skrivende stund i september 2025 er materialet blevet oparbejdet til en artikel til Bornholmske Samlinger, der forventes at udkomme i november 2025. Det markerer samtidig den foreløbige afslutning på projektet.