Kapitel 07. Listedkongen A. P. Hansen - Danmarks største kvaseejer

Den største kvaseejer på Bornholm - og i sin tid også i Danmark - var avlsbruger og formand for fiskerlejet Listed, Anders Peter Hansen (1819-1889), også kaldet "Listedkongen". Læs mere om ham i en artikel i Bornholmske Samlinger fra 2017. Han byggede i årene 1851-1876 hele 5 kvaser, hvor han tilsyneladende tjente gode penge selv i de år, hvor den bornholmske kvasefart ellers var på kraftigt tilbagegang.

Han var ikke den første, der byggede kvaser i Listed. I 1850 byggede fisker Niels Peter Andersen kvasen "Nicoline". Året efter fulgte så A. P. Hansens første kvase "Andrine Margrethe", der var opkaldt efter hans ældste datter, der netop var født på dette tidspunkt. "Andrine Margrethe" blev ejet af A. P. Hansen indtil hans død i 1889. Den blev dermed formentlig den kvase på Bornholm, der har været længst i en enkelt mand eje, nemlig i 38 år. "Andrine Margrethe" blev ejet i de første år sammen med Niels Michael Clausen fra Aarsdale, der også var kvasens fører, og A. P. Hansens svoger fra Svaneke.

Herefter fulgte i 1855 kvasen "Augusta", der blev finansieret helt af A. P. Hansen selv, og ført fra starten af hans plejebarn, den unge forældreløse Eskild Pedersen. I 1860 fulgte så kvasen "Marie" og i 1868 kvasen "Nicoline", opkaldt efter hans kone. Disse fire kvaser var alle af jagt-typen på omkring 10 læster. Men i 1876 byggede han så den store kvase "Freya", der var en to-mastet galease og dermed dobbelt så stor som de øvrige fire kvaser. Det var på den tid, hvor kvaserne rundt omkring i Danmark blev bygget større og større som galeaser eller skonnerter. Han forsøgte dermed at følge med tiden, men de store penge var væk fra kvasefarten på Bornholm, og "Freya" blev den eneste to-mastede kvase på Bornholm.

A. P. Hansen begyndte imidlertid at bygge store skibe i 1871, hvor han byggede den 3-mastede skonnert "Margrethe", som hans søn og to svigersønner kom til at føre gennem årene. Men i 1880'erne fik han større og større økonomiske vanskeligheder, blandt andet på grund af forliser af to af hans skibe. Han måtte derfor sælge "Marie", der kom til Aalborg i 1882. Ved A. P. Hansens død i 1889 overtog familien med svigersønnen Jens Pedersen Dahl i spidsen alle skibene, herunder de fire tilbageværende kvaser. To blev solgt direkte, nemlig de to ældste, "Andrine Margrethe" til en fiskehandler i Listed og "Augusta" til et konsortium i Gudhjem. 

"Nicoline" havde familien svært ved at sælge, men det skete i 1894, hvor den blev solgt til øen Thurø syd for Svendborg. "Freya", der var et godt og nyt skibe, beholdt familien indtil J. P. Dahl døde allerede i 1897, hvor den også blev solgt til Thurø. Hermed var et mere end 45 årigt kvase-eventyr slut.

A. P. Hansen førte ikke sine kvaser selv, men måtte i hele denne lange årrække have andre skippere til at sejle sine kvaser. Her udviklede der sig et omfattende samarbejde med Clausen-slægten fra Aarsdale med Niels Michael Clausen i spidsen. Hele 6 af Clausen familien gennem to generationer var skippere på A. P. Hansens kvaser i en lang periode fra 1851 til A. P. Hansens døde i 1889. Dette var helt unikt og enestående for kvaserne på Bornholm.