Jens Pedersen Dahl blev døbt 28. januar 1770 i Aarsdale som søn af Peder Mortensen (o. 1716-) og Karen Jensdatter (o. 1739-). Han blev gift med Karen Kirstine Pedersdatter i 1794. De fik mindst 4 børn, heraf 2 sønner Peder og Jens begge blev kvaseskippere. Han boede iflg. Aarsdale-bogen på Gaden 15 fra omkring 1826 eller før, indtil han i 1832 solgte til sin ældste søn Peder Jensen Dahl, der også overtog formands-jobbet fra sin far. Han blev dog boende her indtil sin død i 1841. JPD døde 13. december 1841 som 72-årig enkemand.
I kirkebogen fra Ibsker er Jens Pedersen Dahl omtalt som kvaseskipper ved sønnen Hans’ dåb i 1806. Han er også omtalt som formand for fiskerlejet Aarsdale (bl.a. i den ekstra folketælling fra 1822 i Ibsker).
Jeg har ikke umiddelbart fundet, hvilke(n) kvaser, JPD var skipper på. Men et godt gæt er kvasen ”Karen Kirstine”. Den blev bygget i 1803, og første gang den er beskrevet i 1828 var hans søn, Peder Jensen Dahl skipper. Man kunne derfor antage, at ”Karen Kirstine”, der netop var navnet på JPD’s kone, har ejet og ført kvasen fra dens start i 1803 (og også i 1806). I hvert fald var han angivet som hovedejer for kvasen fra 1841 indtil 1844, hvor hans søn overtog hovedejerskabet af kvasen. Det er dog nok sket allerede ved JPD’s død i 1841.