Hans Peter Dahl var født 5. oktober 1830 i Aarsdale og var ud af den store Dahl-slægt i Aarsdale. Hans forældre var kvaseskipper og formand for Aarsdale fiskerleje Peder Jensen Dahl (1795-1870) og Magdalene Pedersdatter. Han voksede op i huset i Gaden 15, som hans farfar, Jens Pedersen Dahl også ejede, og som han selv overtog i 1875. Han var i 1855 og i 1890 benævnt kvaseskipper, ellers skipper. Han forblev ugift til sin død.
H. P. Dahl var bror til "min" Jens Pedersen Dahl, A. P. Hansen (Listed)'s svigersøn.
H. P. Dahl overtog i 1852 kvasen "Karen Kirstine" på 8 1/2 læster efter kvaseskipper Jacob Sørensen, Svaneke. Denne kvase førte han indtil 1863, hvor den udgik af Svanekes skibsregister.
Han fik i 1863 bygget kvasen "Lucina" på 10 1/2 læster sammen med kvaseskipper Hans Kjøller fra Svaneke, og han førte den indtil Claus Hansen Clausen fra Aarsdale (fra den store Clausen-slægt) overtog kvasen i 1892. H. P. Dahl beholdt dog fortsat 1/2 part i kvasen indtil den blev solgt til København i 1903.
Han ejede også fra 1869 1/4 part i kvasen "Albina", ført af kvaseskipper Hans Kjøller.
H. P. Dahl var dermed kvaseskipper i mere end 40 år!