Kvasen ”Lucina” blev bygget i 1863 i Svaneke af H. Hansen, Svaneke, 10 1/2 læster med de to ejere: kvaseskipper H. P. Dahl, Aarsdale og sømand, senere kvaseskipper Hans Kjøller, Svaneke med hver 1/2 part, hvor H. P. Dahl også var kvasens fører. "Lucina" blev skadet for 600 Rd. i Svaneke havn ved stormfloden den 13. november 1872. H. P. Dahl fik dog kun erstatning på 200 Rd.
Efter Claus Hansen Clausen (1851-1943), kvaseskipper i Aarsdale fra den store Clausen-slægt overtog skipper-jobbet i 1892, overtog han også 1/3 part i ”Lucina” fra H. Kjøller.
Det er uklart, om kvasen forblev på bornholmske hænder, efter H. P. Dahl solgte kvasen omkring 1903 til en S. K. Jensen, København, hvor den fortsat var indregistreret i Svaneke.