Jørgen Hansen (Jørgensen) blev døbt 6. december 1767 som søn af Jørgen Knudsen og Kirsten Jørgensdatter i Aarsdale. Han blev gift med Seine Kirstine Ambrahamsdatter og de fik mindst 6 børn, hvoraf de 3 blev kvaseskippere. Han var benævnt kvaseskipper i kirkebogen ved sine børns fødsler i 1800-1808 og før og efter i perioden 1798-1813 skipper. Han døde 10 november 1824 som 58 årig kvaseskipper.
Enken boede i følge Aarsdale-bogen på Brugsebakken 18 (Hjorts røgeri).
I skibslisten 1806 er han angivet som fører af kvasen "Karen Kirstine" (7cl), der var bygget i Aarsdale i 1803. Han ejede på det tidspunkt kvasen sammen med Jens Pedersen og Ole Pedersen fra Aarsdale. Han er samme sted angivet som medejer af kvasen "Lovise", af kvasen "Froike Jusina" samt kvasen "Haabet" sammen med Jens Pedersen, Ole Pedersen fra Aarsdale samt madam Madvig fra København.
I en rejsehjemmel fra 1812 (til København med levende torsk) angives han at være fører af kvasen "Margrethe".
Annoncerede i 1817 med levende torsk i København.
Og han er i perioden 1839-1844 nævnt som ejer af kvasen "Margrethe" på 9 læster. Det er i sig selv underligt, da han i 1839 har været død i 15 år! Kvasen var ført af hans to sønner Hans Jørgen Jørgensen og Knud Jørgensen i perioden 1827-1844. Så det kan nemt være, at han har ejet og måske ført "Margrethe" tidligere.
Det er formentlig hans søn Jørgen Jørgensen, der i perioden 1831-1837 førte kvasen "Fred og ro".