Kvasen ”Fred og Ro” blev bygget i 1831 i Svaneke af O. J. Blem for regning af købmand J. Poulsen i Svaneke. Den første fører var ifølge Svaneke havneprotokoller Jørgen Jørgensen, formentlig en søn af kvaseskipper Jørgen Hansen fra Aarsdale. ”Fred og ro” var på 10 læster, fra 1841 på 9 3/4 læster.
Hvordan ejerforholdene skiftede over årene, er uvist, men i toldvæsenets protokoller fra 1841-1843 er Jens Jensen Dahl (1800-1863) angivet som både fører og ejer af ”Fred og Ro”. J. J. Dahl overtog kvasen i 1839.
I 1861 overtog hans søn Hans Jensen Dahl (1837-) i Svaneke såvel ejerskabet som kvaseskipper-jobbet. I 1870 blev kvasen ombygget, og H. J. Dahl flyttede til København. Fra 1885 overgik skipper-jobbet til L. Christoffersen (som jeg ikke kan identificere) og senere i 1891 J. C. Dam (1842-e.1901) fra Rønne, der i 1897 også overtog ejerskabet.
”Fred og Ro” udgik af skibslisterne i 1907.