Møller, Hans Peter (?) - Haabet (Nexø)

Hans Peter Møller er svær at finde på Bornholm som skipper.

Der er muligvis tale om Hans Peter Møller fra Svaneke, døbt 12. oktober 1800 som søn af skrædder Peder Hansen Møller og Sidsele Hellisdatter i Svaneke. Han findes som ugift sømand i Svaneke i årene 1850 og 1855, men ellers ikke hverken i Nexø eller Svaneke. Han findes helle ikke død i perioden 1855-1875 i Svanekes kirkebog.

Hans Peter Møller har ejet og ført kvasen "Haabet" af Nexø i hvert fald fra 1837 til han solgte den til Svaneke i 1847 til kvaseskipper Jens Espersen.

Christiansø, Svaneke, Aarsdale (-1825-1854)

Kvasen ”Christiansø” blev bygget i Aarsdale, og optræder i de forskellige havneprotokoller fra 1827 og indtil 1854. Hvornår den blev bygget, er uklart. Den har dog været en af de mindste kvaser. Den blev målt i 1825 til 2 læster, og fra 1830 indtil 1838 målt til 5 læster, herefter 4 3/4 læster og fra 1849 til kun 4 1/2 læster.

Ved skibsmålingen i 1825 var skipperen Christian Mogensen, Svaneke, og han ejede kvasen sammen med ”medinteressenter”.

Jensen, Lars Jørgen (1820-1897) Aarsdale - Christiansø

Lars Jørgen Jensen blev født 9. april 1820 i Aarsdale som søn af fisker Jens Larsen og Bodil Hansdatter. Jens Larsen blev senere omtalt som kvaseskipper. Lars J. Jensen blev gift med Margrethe Pedersen og fik mindst 5 børn. Han døde 23. marts 1897, angivet som forhenværende fisker, 76 år.

Han var fører af den lille kvase "Christiansø" i årene 1851-1854, men ses ellers ikke som kvaseskipper. I folketællingerne var han de fleste år angivet som fisker, i 1855 dog som sømand.

Fortuna (5½ cl), Svaneke (-1835-1861)

"Fortuna" blev bygget i Svaneke og er først gang omtalt som målt til 5 læster i 1835. I 1845 blev den målt til 5 1/2 læster. Hermed var det en af de mindre kvaser i Svaneke.

Senest fra 1836 var ejer og fører af "Fortuna" Niels Andersen Møller fra Svaneke. Han overdrog kvasen i 1858 til kvasefører Hans Madsen Lolle fra Svaneke. Han førte den indtil den udgik af Svanekes skibsregister i 1861.

Ipsen, Hans (1800-e.1860) Nexø - St. Peder, Fred og Ro, Camilla

Hans Ipsen blev døbt 16. januar 1800 i Nexø som søn af Lars Hansen og Margrethe Hansdatter.

Han blev i FT1855 omtalt som skipper, men ellers som fisker og sømand. Senest i FT1860.

Han ses som fører af kvasen "Fred og ro" i årene 1850-1854 som afløser af Dahl'erne fra Aarsdale, som ellers ejede og førte kvasen i en årrække.

Han er desuden angivet som fører af kvasen "St. Peder" fra Nexø i årene 1847-1849 samt kortvarigt i 1852.

Herefter førte han kortvarigt i 1854 købmand Mogens Smidts kvase "Camilla".

Jensen, Ludvig Peter (1832-1919) Østermarie, Listed - Ane Marie

Ludvig Peter Jensen var født 16. april 1832 i Østermarie som søn af fisker Rasmus Jensen og Kirstine Ludvigsen. Han er kun fundet registreret som fører af kvasen "Ane Marie" i 1855, hvor han var 21 år gammel. Død 1919 i Listed (bornholmere.dk).

I folketællingerne er han angivet som fisker, først i Østermarie, senere fra 1880 i Listed, senest ved FT1901. Ingen steder er han omtalt som kvasefører.

Hans karriere som kvasefører må derfor have været meget kort - mindre end et år.

Colberg, Alexander (1796-1858) Gudhjem - Ane Dorthea

Alexander Colberg far født 1796 i Gudhjem som søn af Jens Sandersen Colberg. I årene 1834 til 1850 var han angivet som fisker i Gudhjem. Han var gift med Bodil Kirstine Dich. Han døde i 1858 som fisker i Gudhjem, 62 år.

Han er i 1844 angivet som fører af kvasen "Ane Dorthea", ejet af Mogens Smidt fra Svaneke, og der findes en række regnskaber fra ham i Smidts arkiv i Svaneke Arkiv fra 1844.

 

Andersen (Vind), Morten (1810-1843) Svaneke - Cecilie Marie, De 2de Brødre

Morten Andersen (Vind) blev født i 1810 i Svaneke som søn af Jørgen Andersen Vind. Blev gift med Karen Kirstine Pedersdatter og fik en søn og en datter. Døde 2. juni 1843, kvaseskipper, 33 år. Hans efternavn er også stavet "Windt", men han er mest angivet som Morten Andersen. Han var i øvrigt barnebarn til kvaseskipper Morten Andersen Wind (1750-1804).

Morten Andersen var i 1834 angivet som fisker i Svaneke. Han boede på det senere "Josephsens hotel" i Storegade.

Wind (Windt), Morten Andersen (1750-1804) Svaneke

Morten Andersen Wind/Vind/Windt blev døbt 1. februar 1750 i Svaneke som søn af Anders Nielsen (Vindbach). Han blev gift med Karen Margrethe Birch (f. o. 1758) i 1784 i Svaneke. Begravet 15. maj 1804 i Svaneke, 54 år, skipper.

FT1787: Svaneke, skipper, 37 år. FT1801: Svaneke, fisker, 52 år, brand no. 129.

Svoger til kvaseskipper Mads Michel Krøjer, Svaneke. Fik et barnebarn også kaldet Morten Andersen Vind (1810-1843), der var kvaseskipper i Svaneke.