Kvasen ”Christiansø” blev bygget i Aarsdale, og optræder i de forskellige havneprotokoller fra 1827 og indtil 1854. Hvornår den blev bygget, er uklart. Den har dog været en af de mindste kvaser. Den blev målt i 1825 til 2 læster, og fra 1830 indtil 1838 målt til 5 læster, herefter 4 3/4 læster og fra 1849 til kun 4 1/2 læster.
Ved skibsmålingen i 1825 var skipperen Christian Mogensen, Svaneke, og han ejede kvasen sammen med ”medinteressenter”.
Da protokollerne starter omkring 1827 var føreren stadig Christian Mogensen (o.1780-o.1838). I 1839 angives Christian Mogensen fortsat som ejer, men føreren angives til Jens Espersen (1808-1886) fra Aarsdale. Det skyldes formentlig, at Christian Mogensen døde i 1838.
Fra 1845 er ejeren angivet til Jens Espersen.
Men fra 1847 overgik kvasen til Niels M. Clausen fra den store Clausen-slægt fra Aarsdale som fører. Han førte kvasen indtil 1851, hvor den blev overtaget af Lars Jørgen Jensen (1820-1897) fra Aarsdale, indtil den udgik af Svanekes skibsregister i 1854. Hvad der skete med kvasen, vides ikke. Men da den var meget lille, er det nok mest sandsynligt, at den blev ophugget.