St. Peder, Aarsdale, Nexø (1803-1853)

Kvasen ”St. Peder” er omtalt i skibslisten 1806 som bygget i Rønne 1803, målt 1804 til 2½ læster og 3 mand.  Den blev ført af Thue Hansen, og var ejet af skipperen og Peder Clausen Bohn i Rønne samt Hans Andersen og Jens Pedersen i Aarsdale. Det oplyses også, at den året før blev ført af Peder Clausen Bohn fra Rønne.

Svanen, Svaneke (-1831-1849-)

Kvasen ”Svanen” blev første gang omtalt i protokollerne i 1831, hvor den var ført af Poul Jensen Blem, der foruden at være kvasefører også var skibsbygger og skibstømmermand i Svaneke. Da den ikke er omtalt i årene op til 1831, er den sandsynligvis bygget i 1831, muligvis af P. J. Blem selv. Den var målt til 5 læster, og var dermed en relativt lille kvase.

I 1836 var den ført af kvaseskipper og fisker Jens Larsen fra Aarsdale. 

Rasmussen, Morten (-1837-1849-) Aarsdale - Svanen

Morten Rasmussen var angivet som ejer og fører af den lille kvase "Svanen" i årene 1837-1849.

Jeg har svært ved at identificere ham, idet den eneste Morten Rasmussen i Aarsdale er en ugift søn af husejer og avlsmand Rasmus Larsen i Aarsdale. Han blev født omkring 1813, men hans erhverv er ikke angivet i folketællingerne i 1834 og 1840, og han genfindes ikke i 1845, hvor han er angivet som kvaseejer og -fører.

Blem, Poul Jensen (1802-1876) Svaneke - Svanen

Poul Jensen Blem blev døbt 19. april 1802 som søn af Jens Poulsen og Anne Hansdatter i Svaneke. Han blev gift med Ane Marie Olsdatter, og de fik mindst 5 børn. Han var benævnt skipper i 1834 og derefter indtil 1860 som skibsbygger og skibstømmermand. Han byggede mindst 5 kvaser i Svaneke. I 1870 levede han af sine penge.

Hans søn Jeppe Hansen Blem byggede en enkelt kvase i 1873.

Han var omkring 1831 angivet som fører af kvasen "Svanen", som han selv havde bygget.

Han var bror til Ole Jensen (Blem), kvaseskipper og skibsbygger i Svaneke.

Espersen, Christoffer (1819-1845) Aarsdale - Karen Kirstine (8½cl)

Christoffer Espersen blev født 28. august 1819 som søn af afdøde sømand Christoffer Espersson og Gertrud Kierstine Pedersen i Aarsdale. Han døde som ugift fisker 6. februar 1845 sammen med de kun 19 årige fisker Hans Jørgen Dahl, søn af kvaseskipper Niels Clausen, fra Aarsdale.

Han førte indtil sin død Dahl-familiens kvase "Karen Kirstine" på 8½ cl, fra 1843-1844.

Margrethe Marie, Svaneke (-1829-1839)

Kvasen ”Margrethe Marie” er første gang fundet ved skibsmålingen i 1829. Den var da målt til 6 læster, ført og ejet af Hans Peter Petersen.

Målt i 1830 til 10 læster. ”Margrethe Marie” er angivet at være ført af Hans Peter Petersen (o.1791-e.1860), Svaneke fra 1829 eller før og indtil den blev solgt til Frederikshavn i 1839. 

H. P. Petersen førte senere kvaserne ”Cathrine Margrethe” og ”Kierstine Marie” på 9 1/2 læster.

Signe Kirstine, Aarsdale, Svaneke (-1804-1838)

Kvasen ”Signe Kirstine” er omtalt i skibslisten 1806 og i en rejsehjemmel fra 1811. Den var bygget i Pommern, målt i 1804 til 3½ læster og en 4 mands besætning.

I 1806 var føreren Ole Lassen og i 1811 Anders Pedersen Røeboe. Ejere i 1806: skipperen, Hans Michelsen og Ole Hansen af Aarsdale.